- Status
- Bygherre
- Omfang
- Lokation
- Foto
-
Samarbejde
- Opført 2012
- Københavns Ejendomme
- 11.300 m²
- København
- Thomas Mølvig
- Bascon, Nøhr & Sigsgaard
- GHB Landskab
En af Københavns mest belastede og nedslidte skoler er opdateret til en identitetsskabende profilskole i en ”grøn” oase midt i storbyen. Skolen er indrettet som en profilskole for udelæring og mad. Tagensbo Skole er en sammenlægning af Grundtvigskolen (oprindeligt bygget af F.C. Lund i 1936-38) og Bispebjerg Skole, i den tidligere Grundtvigskoles bygninger, som er blevet omfattende renoveret og omdisponeret.
Sammenlægningen omfatter en pædagogisk opdatering af de eksisterende bygninger og en tilbygning på 4.500 m². Tilbygningen rummer nye personalefaciliteter, kantine, madkundskab samt en stor åben multihal. De oprindelige gymnastiksale er nyindrettet til kreative værksteder og fritidshjem (KKFO) mens den smukke aula har fået ny funktion som skolens samlende pædagogiske hjerte med pædagogisk læringscenter. Disponeringen af skolens forskellige delområder er udlagt efter pædagogiske og funktionelle principper med hovedvægt på sammenhængende årgangsområder med let adgang til fælles fagfaciliteter samt en gennemgående akse af fællesarealer, der understøtter små og store fællesskaber.
De nye rammer er designet med et enkelt og nøgternt arkitektonisk udtryk, som supplerer den oprindelige arkitektur.
Farverige akustikpaneler i gange og fællesarealer er farvesat med afsæt i de oprindelige bygninger og fungerer som et gennemgående visuelt udtryk, der binder nyt og gammelt sammen. Den nye, delvist forsænkede, multihal fremstår som et markant landskabeligt element med en grøn aktiv tagflade og store ramper, der giver direkte udgang til terræn fra alle skolens etager. Multihallen suppleres af tilstødende faciliteter til musik, dans og kampsport, så det samlede idrætsområde kan anvendes bredt til organiseret og uorganiserede aktiviteter i både skole og fritid. Kantinen er udformet som et vertikalt ”skoletorv” i 3 etager, der sikrer sammenhængen op gennem skolen og kulminerer i et stort udadvendt kantineområde i forbindelse med den nye multihal. Et produktionskøkken understøtter madprofilen og tilbyder sunde måltider til alle. Udearealer er disponeret som en serie multianvendelige byrum med fokus på leg, idræt og bevægelse – og fungerer som et nyt rekreativt åndehul for kvarterets beboere.