- Status
- Bygherre
- Omfang
- Lokation
- Foto
-
Samarbejde
- Opført 2018
- Holstebro Kommune
- 10.030 m²
- Holstebro
- Martin Schubert
-
Søren Andersen, Rambøll,
- WAD landskab
Sønderlandsskolen er en udbygning og pædagogisk opdatering af den oprindelige byskole til 3 spor, musikskole, juniorklub og ny idrætshal. På det begrænsede grundareal har den overordnede idé været at bruge bygningerne aktivt til at skabe de bedst mulige udearealer for de daglige brugere i form af aktiverede tagflader og attraktive gårdrum. Efter skoletid omdannes den centrale del af skolebygningen til et ”byens kulturhus”, der på en let og overskuelig måde kan adskilles fra de mere tilbagetrukne læringsmiljøer.
Sønderlandsskolen er en sammenlægning af to lokale skoler, og består af en ny u-formet tilbygning, der omslutter en del af den eksisterende skolebygning. Herved er skabt én ny sammenhængende skole, disponeret med tre spor fra 0.-9. klasse, SFO, juniorklub og musikskole. Ydermere er etableret en ny offentlig idrætshal på en nærliggende grund, med stiforbindelse fra skolen. Skolens samlede udeareal var forholdsvis begrænset, og derfor er de tilstedeværende friarealer udnyttet optimalt.
Den nye tilbygning ’vokser’ ud af terrænet og griber fat i de omgivende udearealer med trapper og ramper som kulminerer i et rekreativt taglandskab. Skolen er organiseret som en lille by med et centralt placeret torv, der omsluttes af skolens fælles faciliteter og primære uderum. Torvets store glaspartier skaber en flydende overgang mellem ude og inde, og eksponerer skolens indre liv mod omgivelserne. Det imødekommende udtryk inviterer indenfor til aktiviteter og lokalkulturelle arrangementer. Fagområder placerer sig som åbne værksteder mod torvet, så aktiviteterne synliggøres i skolens dagligdag og fællesfunktioner kan kobles op på torvet efter behov. Skolen er indrettet med små hyggelige kroge og nicher, siddetrapper og brede vindueskarme til ophold, og hver årgang har egen indgang samt egen garderobe. De enkelte årgangsområder defineres som fysiske enheder i det samlede skolekompleks. Læringsmiljøerne er målrettet de forskellige aldersgrupper, og rummer de primære fritids-, fag- og værkstedsfaciliteter, så de enkelte årganges behov for læring og udvikling understøttes i nærmiljøet.