Den nye bygning på 9.000 m² er klar til indflytning i august 2019. Rejsegildet blev fejret på markedspladsen, blandt dagens talere var næstformand for IBA’s bestyrelse Brian Stein, der med stolthed kunne se tilbage på, at han i 2016 var med til at vælge netop arkitektfirmaet Kjaer & Richters forslag. ”Det lever mere end op til, hvad tegningerne viste. Her er der ingen standarder – men kun unikke løsninger. Jeg er så stolt” siger han. Rektor Niels Egelund, der også var på talerstolen, var ligeledes tilfreds med udsigten til, at tidsplanen holder, så IBA får nøglerne til sit nye campus torsdag den 4. juli 2019. Dermed kan de 1400 fuldtidsstuderende og tusindvis af studerende på efter- og videreuddannelserne begynde på IBA’s nye campus til august. Byggeriet er udformet af Kjaer & Richter i samarbejde med Hoffmann, Niras og Gustin.