- Status
- Bygherre
- Omfang
- Lokation
- Foto
-
Samarbejde
- udført 2019
- Randers Kommune
- 5.900 m² ombyg, 1.000 m² nybyg
- Randers
- Martin Schubert
- Vinther og Lassen,
- Viggo Madsen
Projektet omfatter en opdatering af skolens eksisterende fysiske rammer samt opførelse af ny motorikhal, så skolen imødekommer behovet for tidssvarende lærings- og fritidsmiljøer, i forbindelse med Randers Kommunes gennemførelse af den nye skolestruktur. Med projektet har vi gennemført indledende undersøgelser med miljø- og byggeteknisk analyse af de eksisterende bygninger og sideløbende varetaget procesledelse i brugerinddragelsen, som afslutningsvist er udmøntet i en helhedsplan for skolens opdatering. Efter godkendelse af program og helhedsplan blev projektering og udførelse igangsat.
Ambitionen har været at understøtte sammenhængskraften på tværs af skolen ved at skabe fysisk sammenhængende årgangsbaser for henholdsvis indskoling/SFO, mellemtrin og klub – i nær kontakt med aldersgruppens primære faglokaler. Nærheden gør, at samspillet mellem teori og praksis styrkes, og at værkstedsfaciliteterne og faglokalerne i langt højere grad kan inddrages i alle fagene og understøtte den praksisnære undervisning. Skolens ældste del, hovedbygningen fra 1921, er bevaringsværdig og danner rammen om projektet med ombygning og renovering af de eksisterende undervisnings- og faglokaler samt etablering af PLC og musik/samlingsrum i skolens to eksisterende gymnastiksale. Samlingssalen er indrettet i den øverste gymnastiksal, hvor et nyt rummøbel med siddetrappe og scene kan benyttes i forbindelse med optræden og samlinger. PLC er indrettet i den nederste gymnastiksal.
Etape 2. med motorikhal til idræt og bevægelse og nye lokaler til klubben er opført på skolens område, som en fritliggende enhed, der er knyttet til den eksisterende skole via udearealerne. Skolens nye organisering understøtter pædagogisk sammenhængskraft med undervisningsfaciliteter, der muliggør en varieret undervisning med plads til alle. Et væsentligt fokusområde ved udformning af de nye rammer har været at skabe små intime miljøer til både skole og fritid med et bredt rumprogram, der tilgodeser både undervisning og fritid. Der er etableret pædagogiske køkkener, små værksteder, faglokaler, nicher og elevlounges ,som er til rådighed for skole, SFO og klub i hverdagen. Udover den pædagogiske opdatering omfatter projektet en teknisk opdatering og energirenovering, hvor blandt andet det akustiske og termiske indeklima er forbedret samt der er foretaget udskiftning af vinduer og døre i klimaskærmen.
Dialogbåret proces
Projektet er udviklet i tæt dialog med skolens daglige brugere. Processen er faciliteret gennem workshops og brugermøder med repræsentanter for både skole samt SFO, Fritids- og Ungdomsklub, hvor målet har været at skabe fysiske rammer, der lever op til fremtidens lærings- og undervisningsbyggeri samt samle relaterede funktioner i ny logistik, der forholder sig til den daglige brug samt styrker de faglige, sociale og kollegiale relationer.
Skolen har været i drift i hele udførelsesperioden.