LYKKESGÅRDSKOLEN
Varde
Click Here

Lykkesgårdskolen

1. præmie i  totalentreprisekonkurrence

Ud fra en helhedsbetragtning har vi arbejdet med at Lykkesgårdskolen understøtter sammenhængskraften i lokalområdet samtidigt med at skolens eksisterende nedslidte fysiske rammer er opdateret ud fra fremtidens læringsprincipper. 

Nybygningen, der rummer skolens fælles hjerte med administration, pædagogisk læringscenter og udskoling, er centralt placeret i skolens geografi og sammenbygget med skolens eksisterende klynger. Herved er eksisterende og nye bygninger samlet under ét tag med et nyt fælles ”strøg”, der forener skolens afdelinger. Strøget kulminerer i en stor aktivitetsplads ved skolens ankomst, hvor et aktivt motoriklandskab indgår som en rekreativ ressource i lokalområdet, – et naturligt samlingspunkt for aktiviteter, familieudflugter og foreningsidræt. Nybygningens fælles funktioner er disponeret i to plan, som åbne værksteder langs et indre delvist dobbelthøjt strøg, der forbinder indskolingen med udskolingen.

 

 Strøget flankeres af “læringsvæggen” med indbyggede nicher til ophold og udstilling og integrerede trappeforbindelser til det pædagogiske læringscenter og administrationsområdet på 1. sal. En stor centralt placeret siddetrappe danner skolens store dobbelthøje samlingsrum med scene, musik, kantine og hovedindgang. Et centralt område med nye tidssvarende fagmiljøer til håndværk & design, natur & teknik samt madkundskab er udformet med transparens, udstillingsmuligheder og fleksible rumlige sammenhænge, så området kan inddrages bredt i undervisningen. Skolens interiør er bearbejdet med intime opholdssteder i form af integrerede udstillings- og siddenicher i den træbeklædte og akustikregulerende ”læringsvæg”. Der er lagt vægt på at skolens faciliteter som kantine, siddetrappe, scene, madkundskab, idrætsarealer mv., kan indgå som en fysisk ressource i forbindelse med arrangementer for lokalmiljøet.