Efter 25 år ved roret overlader Peter Sand og Ole Madsen ledelsesansvaret til den næste generation af ledere:
”Vi glæder os over, at der kommer nye kræfter til, og at de med deres dybe forståelse for Kjaer & Richters DNA har takket ja til at videreføre og fremtidssikre forretningen og ikke mindst vores arkitektoniske arv,” udtaler Peter Sand og Ole Madsen, som begge fortsætter som partnere på tegnestuens projekter og akkvisitionsaktiviteter.
Kent Hedegaard Bladt fortsætter i rollen som tegnestuechef med det overordnende ansvar for den daglige drift, og Jonas Hjortshøj Sørensen vil fortsat være afdelingsleder i København. Malene Drasbek og Liv Bach Henriksen vil udgøre tegnestuens arkitektfaglige ledelse og vil sammen med Jonas være ansvarlige for og tage aktiv del i projekter, konkurrencer og akkvisition.
De fire nye associerede partnere har alle været en del af Kjaer & Richter i en længere årrække og har i flere år fungeret som ledende skikkelser indenfor hver deres faglige område. Med afsæt i tegnestuens arkitektoniske profil samt deres forståelse for virksomhedens kultur og dagligdag, bliver det deres fælles ledelsesopgave at udvikle og løfte Kjaer & Richter ind i, hvad der bliver det fjerde generationsskifte siden tegnestuens grundlæggelse i 1954.
I 2022 blev Kjaer & Richter en del af samme koncern som Vilhelm Lauritzen Arkitekter og landskabsarkitekterne STED, som varetages af direktør Frants Nielsen. Den 18. september tiltrådte han også posten som administrerende direktør i Kjaer & Richter. Organisationsændringerne sker med en fælles ambition og målsætning om at fastholde og styrke Kjaer & Richter som et selvstændigt brand.
Om de fire associerede partnere:
Jonas Hjortshøj Sørensen
Arkitekt, Afdelingsleder København
Ansat ved Kjaer & Richter siden 2014
Kent Hedegaard Bladt
Tegnestuechef, Bygningskonstruktør, Byggeøkonom
Ansat ved Kjaer & Richter siden 2016
Liv Bach Henriksen
Arkitekt MAA, Faglig leder, Uddannelse og Læring
Ansat ved Kjaer & Richter siden 2011
Malene Drasbek
Arkitekt MAA, Faglig leder, Læring og Sundhed
Ansat ved Kjaer & Richter siden 2015