- Status
- Bygherre
- Omfang
- Lokation
- Foto
-
Samarbejde
- Opført 2015
- Danmarks Keramikmuseum
- 2.500 m²
- MIddelfart
- Adam Mørk, Anders S. Berg
- Henry Jensen, WAD Landskab
CLAY Keramikmuseum er et levende samtidsmuseum og Nordens største specialmuseum for keramisk kunst og kunsthåndværk. Med udvidelsen samt restaureringen af det eksisterende fredede, Grimmerhus, ønskede CLAY at videreudvikle sig som en unik og synlig institution med rum for foredrag, events, skoletjeneste, restaurant samt værksteder, hvor de besøgende selv kan eksperimentere med keramikken. Den nye bygning er nøje placeret med øje for stedets kobling til vandet og til de grønne rekreative områder, både inde- og udefra. Med et enkelt og skulpturelt formsprog forholder nybygningen sig ydmygt og delikat i samspillet med den omkringliggende park samt den eksisterende bygnings arkitektur og historie. For at bevare det eksisterende parkmiljø, der er en del af fredskov, fremstår nybygningen primært som en underjordsisk udvidelse, hvor strukturen under terrænet kobler sig på den eksisterende sidefløj. Terrænfaldet mod Lillebælt lader bygningen træde ud i landskabet med et fleksibelt udstillingsrum i underetagen og et stort dobbeltfunktionelt rum på 1. sal.
Begge åbner sig mod den enestående udsigt over Lillebælt, der bliver en integreret del af museumsoplevelsen og skaber rum for fordybelse og refleksion. De besøgende bydes velkommen i den eksisterende bygning, hvorfra den rumlige disponering leder dem under terræn og videre over i tilbygningen til de oplevelsesrige udstillingsrum. De store rum giver mulighed for både at udstille enkelte store værker, men kan samtidig skaleres ned og indrettes i mindre rum med podier og piedestaler. Rummet på 1. sal er dobbeltfunktionelt og kan anvendes til såvel foredrag og koncerter som kultur- og erhvervsarrangementer. Som en dynamisk solafskærming er facadens lameller specialproducerede keramiske teglsten med den særlige funktion, at de kan åbnes og lukkes afhængig af vejret. Udover at skabe et godt indeklima giver lamellerne samtidig en stor fleksibilitet i forhold til bygningens brug samt lyssætningen til udstillinger og særlige arrangementer. Som et mere miljøvenligt materialevalg samt et tiltag for at fremme levevilkårerne for blandt andet insekterne og fuglene er der derudover anlagt mos-sedum som tag.