- Status
- Bygherre
- Omfang
- Lokation
- Foto
-
Samarbejde
- Opført 2017
- Region Nordjylland
- 3.870 m²
- Hadsund
- Helene Høyer
- TL Byg A/S, Sloth-Møller A/S,
- Vega Landskab
Bostedet repræsenterer en socialpsykiatrisk boform for voksne sindslidende, der med betydelig/varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for omfattende hjælp til almindelige daglige funktioner og/eller pleje, omsorg og behandling. Bostedet arbejder efter servicelovens §107 og §108, og har plads til 40 borgere. Ambitionen har været at skabe et bosted, hvor rammerne og omgivelserne er hjemlige og imødekommende – og hvor det institutionsprægede er fraværende. Der har derfor også været fokus på at skabe en attraktiv arbejdsplads med overskuelige rumlige disponeringer og effektive arbejdsgange, der understøtter en sund, stimulerende og meningsfuld hverdag af høj faglig kvalitet for såvel beboerne som personalet.
Byggeriet er anlagt i fem enheder (fire boliggrupper og en administration), der minder om områdets egnstypiske længegårde. På samme vis tilpasser byggeriet sig terrænets topografi og understøtter den tiltænkte variation af byggeriet. Den egnskarakteristiske, artsrige bevoksning snor sig ind mellem enhederne og får det omgivende landskab og bostedet til på fin vis at smelte sammen. Landskabets naturlige terrænfald udnyttes til regnvandsopsamling/LAR løsning, i blødt formede bassiner, hvorfra det kan fordampe eller nedsive naturligt.
Mindre stiforløb gør det muligt for beboerne at bevæge sig rundt i landskabet fra egen bolig samt skaber rum for uformelle møder på tværs af beboerne og byens borgere. Boliggrupperne har hver en indre atriumgård med tilgang fra alle fællesarealerne, der udgør et sikkert, trygt og overskueligt uderum, hvor beboerne kan mødes med de andre beboere eller finde bostedets personale. Alle beboere har egen lejlighed med køkken, bad og toilet samt egen terrasse. Derudover har alle adgang til et fælleshus med plads til samtalerum, cafe, værksted samt musikrum, hvor der kan inviteres til fællesaktiviteter sammen med pårørende eller borgere fra andre botilbud/eget hjem. Udover fælleshuset byder bostedet på fælles opholdsterrasser, aktivitetslokaler, træningshave samt landskabsrum med bl.a. bålplads og petanquebane. Fællesrum, der hver især understøtter og styrker forskellige former for aktiviteter samt forskellige grader af fællesskaber i respekt for individuelle behov, evner og interesser.
Bæredygtighed
Byggeriet er certificeret til DGNB Guld og udført som lavenergiklasse 2015 med særlig fokus på bæredygtighed og optimerede processer. Principper for LEAN Construction er indarbejdet i processen.