AVENY-T
Frederiksberg
Click Here

Aveny-T

1. præmie i  projektkonkurrence 2020

Tilbygningen til og restaureringen af det historiske Aveny-T fra 1855 er en del af Frederiksbergs indsats for at gøre op med den traditionsbundne måde at tænke teater på. Målet er at løfte visionen om at fremtidssikre teatrets rammer og tiltrække et yngre og mere internationalt publikum.

For teatrets nye tilbygning, Væksthuset, har det været essentielt, at arkitekturen og designet står lige så stærkt i sit modernistiske, spinkle udtryk, som den eksisterende monumentale bygning gør i sit. Samtidig skal bygningerne fungere som et samlet anlæg i tæt samspil med den omgivende allé og nabobygningerne. Væksthusets arkitektoniske udtryk refererer samtidig til teaterverdenens egen scenografi. Den lette facade løftes for naturligt at lede gæsterne indenfor og integrere byrummet og gadens liv i huset.

 

En simpel, svævende scenebro udgør hovedgrebet i tilbygningen og er en central medspiller i husets optimerede fleksibilitet. Muligheden for ophæng af bl.a. lærreder, kulisser og dekorationer skaber et rum, der kan 

 bruges til et væld af arrangementer – alt fra foredrag, teater- og filmfremvisninger til udstillinger, fester samt arbejds- og cafémiljøer. Aveny-T er med sine dobbeltkodede funktioner nu et åbent og inkluderende miljø, der henvender sig til en bred befolkningsgruppe, hvor oplevelsen ikke er begrænset til den aften, man har købt teaterbillet til.

Ud over byggeteknikken er fleksibilitet og robusthed væsentlige parametre for et bæredygtigt byggeri. Derfor har man bevidst arbejdet på at fremtidssikre Aveny-T ved at skabe en bygning med fleksibel anvendelighed, hvor rummene kan omdisponeres, skaleres og transformeres i takt med teatrets udvikling. Den optimerede planløsning med dobbeltkodede funktioner sikrer et minimalt bygningsvolumen med maksimale anvendelsesmuligheder.

Inspireret af Frederiksberg Kommunes politik om, at man skal kunne se mindst ét træ fra hvert vindue, og i imødekommelse af naboernes ønske om ikke at skulle se ned på en stor tagflade, er der, ud over solceller, etableret sedum på taget.